Palsgaard Spær øger effektiviteten markant med ny robotteknologi
Med hjælp fra robotter er det lykkes spær- og elementproducenten Palsgaard Spær at øge effektiviteten af deres spærproduktion med hele 60 procent. Automatiseringen, der har skabt et hurtigere flow af træ igennem fabrikken og gjort håndteringen af de store spær nemmere, sker som et led i en konkurrencemæssig omstilling fra manuel til industriel produktion.
Spær- og elementproducenten Palsgaard Spær, der har base i den midtjyske by Hampen, står midt i en industriel omstilling, der skal geare virksomheden til at kunne håndtere endnu flere og større ordrer, som følge af en øget efterspørgsel på træløsninger i byggeriet. Derfor har Palsgaard Spær, der er en del af den træbaserede koncern Nordic Wood Industries, fået udviklet en helt ny produktionslinje med den nyeste teknologi til håndtering af spær, som virksomheden er i fuld gang med at implementere.
– Selvom vi stadig mangler de sidste finjusteringer på anlægget, ser resultaterne indtil videre meget lovende ud. Med den nye produktionslinje, der blandt andet indeholder to robotter, kan vi effektivisere spærproduktionen med cirka 60 procent i forhold til at skulle gøre tingene manuelt, som vi har været vant til. Det giver os en konkurrencefordel, at vi nu kan kombinere høj kvalitet med endnu hurtigere levering og lavere omkostninger, forklarer Tobias Smith, der er administrerende direktør i Palsgaard Spær.
Teknologi for et tocifret millionbeløb
Palsgaard Spær har investeret godt 27 millioner kroner i det nye anlæg, der fylder 138 længdemeter og sikrer et hurtigt og stabilt flow af træ til og fra de to robotter, som samler spærene. Livsnerven i robotterne er en ny type software, som med hjælp fra finske specialister er udviklet specielt til spærproduktion.
– Det har været en spændende proces at skulle omstille sig fra manuel til industriel produktion, men også en stor mundfuld at få anlægget i drift. Den teknologi, vi bruger, er nemlig relativt ny, og vi er blandt de første i Danmark til at prøve den af. Men nu er vi næsten i mål, og investeringen ser ud til at være tjent ind inden for en fornuftig tidshorisont, fortæller Simon Have Kjær, der er procesudviklingschef for produktion og logistik hos Palsgaard Spær.
For Palsgaard Spær betyder omstillingen til industriel produktion også, at flere medarbejdere nu skal efteruddannes for at kunne betjene og servicere det nye anlæg.
– Vores finske leverandør har allerede afholdt kurser i at betjene anlægget for flere af vores operatører, som nu har ansvaret for den interne oplæring her på fabrikken. Medarbejderne har heldigvis taget rigtigt godt imod omstillingen, og alle bidrager positivt til at optimere processerne omkring det nye anlæg. Derudover har vi netop oprettet en læreplads til en automationsteknikkerelev, så vi på lidt længere sigt kan blive endnu dygtigere til at drive og vedligeholde et så avanceret system, afslutter Simon Have Kjær.
Anlægget forventes af være i fuld drift i løbet af efteråret.
Om Palsgaard Spær
Palsgaard Spær er Danmarks absolut største og ældste spærfabrik med mere end 125 års erfaring og stolthed over at arbejde med træ. Palsgaard Spær giver branchen viden og kompetencer indenfor tag- og vægkonstruktion – fra projekts start til slut. Virksomheden er således en stor aktør i branchen, som stræber efter at være på forkant med udviklingen og give sit bedste bidrag til ny- og videreudvikling af de produkter, kunderne efterspørger.
Palsgaard Spær er en del af koncernen Nordic Wood Industries, der er en af Danmarks førende producenter og leverandører af træbaserede materialer og præfabrikation til bæredygtigt byggeri i Danmark og udvalgte lande i Nordeuropa. Koncernen beskæftiger samlet 550 medarbejdere med en totalomsætning på mere end 830 mio. kr. Nordic Wood Industries’ selskaber dækker på nuværende tidspunkt ti lokationer i både Danmark og udlandet.
Læs mere på www.palsgaardspaer.dk