Nordic Wood Industries opruster med ny bæredygtighedschef i koncernledelsen

Den store trægigant, Nordic Wood Industries, rykker bæredygtighed op på højeste klinge af den strategiske agenda. Det sker med ansættelsen af Sana Saleem som ny bæredygtighedschef på koncernniveau.

Sana Saleem, der i mere end 10 år har arbejdet med bæredygtighed og energioptimering, får således ansvaret for den samlede koncerns strategi for bæredygtighed og skal sikre implementering over for koncernens 550 medarbejdere, som er fordelt på ni lokationer i Danmark og i udlandet.

For nyligt kunne trækoncernen Nordic Wood Industries, der omfatter fire fremtrædende danske virksomheder inden for træbaserede byggematerialer og præfabrikation; Palsgaard Spær, Nviro CBI Papiruld, Lilleheden og Roust Træ, offentliggøre etableringen af en helt ny koncernledelse med en erfaren direktør i spidsen. Den skal sikre, at Nordic Wood Industries fremadrettet i langt højere grad agerer som én samlet koncern med én fælles retning frem for fire separate virksomheder.

Det gælder også i forhold til den bæredygtige udvikling i koncernen, og derfor har Nordic Wood Industries netop ansat 34-årige Sana Saleem fra Høje Taastrup, som er uddannet Ingeniør fra DTU og har læst en master i Bygningsfysik. Hun har i mere end 10 år arbejdet med bæredygtighed og energioptimering senest som teknisk konsulent hos Palsgaard Spær og inden da i det tidligere Papiruld Danmark A/S. Nu får hun ansvaret for hele koncernens bæredygtighedsstrategi samt implementeringen over for koncernens 550 medarbejdere:

– Vi vil være markedsledende i Danmark inden for bæredygtigt byggeri, og vi ved, at der i fremtiden vil komme endnu større fokus på bæredygtigt byggeri. Derfor skal vi sikre, at vi har valid dokumentation for de kvaliteter vores produkter besidder, når de indgår i certificerede byggerier, og her kommer Sana Saleem til at spille en helt central rolle. Samtidigt vil vi med ansættelsen gøre det tydeligt for vores kunder, samarbejdspartnere og omverdenen, at bæredygtighed er prioriteret af topledelsen og en vigtig del af vores forretningsstrategi.

Sådan siger medejer af Nordic Wood Industries, Holger C. Hansen, der samtidigt påpeger, at koncernen er i gang med en spændende vækststrategi, hvor man med opkøb af nye virksomheder, der passer i produktporteføljen samt organisk vækst, får brug for en ensretning hen over hele koncernen.

Ambitionen er at nedbringe CO2-udledningen

Ambitionen for koncernen er at bidrage til, at regeringen når deres mål om at nedbringe CO2-udledningen med 70 procent i 2030 i forhold 1990, hvoraf byggeriet alene står for ca. 30-40 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark.

– Min opgave bliver at sikre, at vi som samlet koncern tager vores del af ansvaret i forhold til at nedbringe CO2-udledningen på bedst mulig vis. Vi vil fx gerne kunne dokumentere vores andel af CO2-udledning for hvert enkelt byggeprojekt. Vi leverer allerede bæredygtige løsninger til byggeriet med vores træbaserede produkter, som bl.a. er PEFC certificerede. Men der er plads til forbedring fx i forhold til fremstillingsprocessen, siger Sana Saleem og fortsætter:

– Samtidig er målet også at styrke vores eget arbejde og skabe et grønnere Nordic Wood Industries for fremtiden. Vi skal identificere og gennemføre yderligere forbedringer i vores virksomhed, og vi har ambitioner om, at de trækker tråde langt ind i hele branchen generelt.

Sana Saleem tiltræder stillingen som bæredygtighedschef i Nordic Wood Industries den 1. juli 2021.


Om Nordic Wood Industries: Nordic Wood Industries er en af Danmarks førende producenter og leverandører af træbaserede materialer og præfabrikation til bæredygtigt byggeri i Danmark og udvalgte lande i Nordeuropa. Koncernen beskæftiger 550 medarbejdere i de fire virksomheder Palsgaard Spær, CBI Papiruld Danmark, Lilleheden og Roust Træ og har produktionsfaciliteter adskillige steder i Danmark og udlandet.

For yderligere information, kontakt:
Holger C. Hansen | adm. dir. Palsgaard Spær | 20 20 77 18 | hch@palsgaardspaer.dk

Cookiedeklaration